Historien om JavaScript

For at udnytte JavaScripts fulde potentiale er det meget vigtigt at forstå dens essens, historie og begrænsninger.

Dette afsnit forklarer dig oprindelsen af JavaScript og klientkoderne.

Nombas og ScriptEase

Omkring 1992 udviklede et selskab kaldet Nombas et embeddelskriptsprog kaldet C-mindre-mindre (C-minus-minus, forkortet Cmm). tanken bag Cmm er meget simpel: et skriptsprog, der er stærkt nok til at erstatte makroer (macro), samtidig med at det bevares en tilstrækkelig lighed med C (og C ++), så udviklere hurtigt kan lære det. Dette skriptsprog er bundet ind i et delingsprogram kaldet CEnvi, som første gang viste udviklere kraften i dette sprog.

Nombas ændrede endelig navnet Cmm til ScriptEase, fordi det sidste del (mm) lyder for negativt, og det er også skræmmende med det store C.

I dag har ScriptEase blevet den vigtigste drivkraft bag Nombas produkter.

Netscape opfandt JavaScript

Da Netscape Navigator begyndte at gøre sig bemærket, udviklede Nombas en version af CEnvi, der kunne indlejres i websider. Disse tidlige eksperimenter blev kaldt Espresso Page (ligesom en kraftfuld kaffe), og de repræsenterede det første klient-sprog, der blev brugt på World Wide Web. Nombas havde ingen idé om, at dens idé ville blive en vigtig grundpille i World Wide Web.

Med stigende popularitet af internetsurfing voksede også behovet for klient-skriptsprog. På den tid var de fleste internettbrugere stadig forbundet til nettet gennem 28.8 kbit/s modems, selvom websiderne allerede blev større og mere komplekse. Det, der endnu mere øgede brugernes frustration, var, at de måtte gennemføre flere tilbagevendende interaktioner med serveren blot for at validere en simpel formular. Forestil dig, at en bruger udfylder en formular, klikker på submit-knappen, venter i 30 sekunder på behandling, og så får du besked om, at du har glemt at udfylde et nødvendigt felt.

Netop Netscape, der var på teknologiens frontlinje, begyndte at overveje alvorligt at udvikle et klient-skriftsprog til at løse enkle behandlingsproblemer.

Brendan Eich, der arbejdede hos Netscape på den tid, begyndte at udvikle et skriptsprog kaldet LiveScript til Netscape Navigator 2.0, der skulle udkomme i 1995. Målet var at bruge det på både klient- og serversiden (som oprindeligt skulle have heddet LiveWire). Netscape og Sun fuldførte implementeringen af LiveScript i god tid.

Netop før Netscape Navigator 2.0 skulle blive officielt lanceret, ændrede Netscape navnet til JavaScript med det formål at udnytte Java som en trendy internettets ord. Netscapes væddemål blev til sidst belønnet, og JavaScript blev fra da af en nødvendig komponent på internettet.

Tre ben stående

På grund af JavaScript 1.0's succes udgav Netscape version 1.1 i Netscape Navigator 3.0. Tilfældigvis besluttede Microsoft også at gå ind i browsermarkedet og udgav IE 3.0 med en klon af JavaScript kaldet JScript (navngivet for at undgå potentielle licenskonflikter med Netscape). Denne vigtige skridt, som Microsoft tog ind i webbrowsermarkedet, gjorde dem til navngivne, men blev også et vigtigt skridt i udviklingen af JavaScript-sprog.

Efter at Microsoft kom ind, var der tre forskellige versioner af JavaScript til stede samtidig: JavaScript i Netscape Navigator 3.0, JScript i IE og ScriptEase i CEnvi. Forskellige fra C og andre programmeringssprog har JavaScript ingen standard for at forene sin syntaks eller egenskaber, og disse tre forskellige versioner fremhæver dette problem. Med stigende bekymring i branchen var det klart, at standardiseringen af dette sprog var uundgåelig.

Standardisering

I 1997 blev JavaScript 1.1 indsendt som et udkast til European Computer Manufacturers Association (ECMA). Teknikkomitéen 39 (TC39) blev bemyndiget til at 'standardisere syntaksen og semantikken for et almindeligt, platformuafhængigt og fabrikantneutralt skriptssprog' (http://www.ecma-international.org/memento/TC39.htm) af programmører fra selskaber som Netscape, Sun, Microsoft, Borland og andre, der er interesserede i skripting, har TC39 udviklet ECMA-262, som definerer et nyt skriptssprog kaldet ECMAScript.

I de kommende år adopterede også International Organization for Standardization og International Electrotechnical Commission (ISO/IEC) ECMAScript som standard (ISO/IEC-16262). Dermed begyndte webbrowserne at arbejde for at bruge ECMAScript som grundlag for JavaScript (med forskellige grader af succes og fiasko).